Juni – Anne Birgitte Beyer

Det var iøjnefaldende så mange vilde lilla blomster, der var i juni måned i år.

Oksetunge, vilde løg, honningurt og en masse forskellige tidsler.

Der var også auberginer i butikkerne. Jeg har altid været så fascineret af denne grønsags form og ikke mindst delilla nuancer, som spiller på den skinnende overflade.

Og så kan jeg ikke stå for det engelske ord: egg plant.

Vi blev introduceret til en ret med auberginer, melanzane alla parmigiana, som vi blev begejstrede for lige med det samme.

Så juni måned efterlod et lilla indtryk og det slog mig, det er meget længe siden, jeg har arbejdet med lige netop lilla farver.

Jeg ville binde et mønster, der snoede sig i spiral. Jeg glemte for en gangs skyld at efterkontrollere antallet af rapporter per omgang, så jeg opnåede, at de samme farver kom til at ligge ovenover og ikke forskudt i forhold til forrige omgang.

Cylinderen blev en, som kun en mor kan holde af!

Cylinderen er bundet i lukket løb.

Sjælen er hampereb 8mm. Bindegarnet er tyk sisal. Bindingen er strikmaskemønster. Cylinderen er 16 cm høj.

Jeg huskede at kontrollere antallet af rapporter i cylinderen i det tynde sisal og opnåede, at mønstret snor sig, sådan som det var hensigten.

Cylinderen er bundet i lukket løb.

Sjælen er hampereb 5 mm. Bindegarnet er tynd sisal. Bindingen er strikmaskemønster. Cylinderen er 15 cm høj.